For BLOG'S sake!!... og 23 ting

Spørgsmål: Kan det bruges til noget…?

2008-05-13T02:39:00.000-07:00

Svar: Selvfølgelig kan det bruges til noget, men man skal ikke hvile på laurbærene blot fordi man har lært noget nyt. Det sjove ved ”web 2.0” er netop, at det konstant ændrer og udvikler sig. Facebook er hot lige nu, men det er det ikke nødvendigvis næste år.

Hvad kan man gøre ved det? Et godt spørgsmål, som jeg vender tilbage til lige om lidt. Hav tålmod. For jeg vil gerne starte med bloggen. Den er jeg blevet ret glad for. Faktisk er jeg blevet så glad for at blogge, at jeg også har oprettet en privat blog. Af alle de 23 ting, vi har lært om, så er bloggen den smarteste og mest anvendelige, især i kraft af, at den kan bruges som platform for alle de andre ting, man kan lave på det ”nye Internet”.

Mit forslag er dette: Et netværk af blogs styret af alle os kompetente mennesker, der arbejder på biblioteket. Fagreferenter og eksperter, kald os hvad I vil, men faktum er, at vi hver især har områder, vi ved meget om, og det bør udnyttes! Jeg vil bruge Mediehjørnet som eksempel (eller mikrokosmos, om man vil). Man kunne forestille sig, at der her på stedet var eksperter inden for henholdsvis chicklitt og tegneserier. Der sker rigtigt meget inden for begge områder lige nu, så hvorfor ikke starte et par nyheds-blogs med formidling af nye materialer, nyheder fra den vide verden og en generel kontekst for de materialer og arrangementer, der måtte være at finde på biblioteket. Man kunne skrive om netop udkomne værker og starte lidt buzz allerede inden de står på hylden, og brugerne kunne allerede på dette tidlige tidspunkt give deres besyv med i kommentardelen. En blog er levende og umiddelbar, men mon ikke vi er ansvarlige og professionelle nok til at styre vores faglighed, også på nettet? Man kunne også gøre brug af gæstebloggere, hvilket er meget anvendt på andre blogs rundt omkring i den virtuelle verden.

Og så er gruppe-bloggen heldigvis opfundet, så man ikke nødvendigvis skal være alene om driften. Der er mange måder at gøre det på, og selvom formidlingen er direkte og umiddelbar, så kan der stadigvæk være tale om en redaktionsgruppe. Denne gruppe kunne så eventuelt have en lukket blog, hvor man diskuterede sin succes eller sine fejl.

Det ville så være muligt at abonnere på de forskellige blogs via RSS, og pludselig ligger vi på brugernes iGoogle-forsider lige ved siden af Politiken og DR-nyhederne. Så kunne tøzerne abonnere på chicklitt bloggen og nørderne på den om tegneserier. Ligeledes burde der ligge et feed på bibliotekets hjemmesides forside samt under de enkelte afdelingers undersider. Man kunne også arrangere uformelle chats med referencebibliotekarerne eller imellem brugere med fælles interesser. Kald det en virtuel læsekreds eller søndagshygge på webben.

Men hvorfor stoppe med bloggen? Der podcastes allerede på Helsingør Bibliotek, men jeg synes godt, at man kunne tilpasse indholdet til mediet. Radioavisen er jo heller ikke blot en oplæsning af dagens avis. Forskellige medier kræver forskelligt indhold. Jeg kunne forestille mig en månedlig mediehjørne-udsendelse, der både samlede op på bloggen og konkretiserede og strukturerede det hele lidt mere. Hvis man gik helt amok kunne man lave interviews og andet godt i sådan en udsendelse, selvom det nok bliver en hård nød at knække i det praktiske. Og jeg har ikke engang nævnt, at podcasting også er video…

Det smarte ved at have bloggen som base er, at man kan linke til andre web 2.0 ting. Youtube kunne være en glimrende platform for vlogging og Flickr bliver allerede anvendt til billeder, men bloggen (eller netværket af blogs) vil fungere storslået som samlingspunkt. Grænsen imellem de enkelte blogs kunne også være tilpas flydende, og man skulle gerne kunne linke til de andres blogs ind imellem. Blandt andet findes der en glimrende superhelte-tegneserie ved navn Ultra, der også kan kaldes chicklitt.

Jeg ved ikke, om ideen er specielt original i bibliotekssammenhæng, eller om jeg lige har skrevet en alt for lang tekst om genopfindelsen af den dybe tallerken, men hvis den ikke er original, så er den i hvert fald oplagt. Blogging kan velsagens ses som en mellemting mellem mundtlig og skriftlig formidling i kraft af den umiddelbarhed, det ville være muligt at dyrke.

I starten nævnte jeg, at man ikke skal hvile på laurbærene, men i stedet gøre en indsats for at følge med udviklingen. Vi har en udviklingsafdeling her på stedet, så der tænkes allerede i de baner, men jeg foreslår et Web 2.0 Udvalg (i mangel af et bedre ord…), der skal holde øje med udviklingen og sørge for, at vi ikke pludselig står med en gammeldags blog/brugerflade, der var moderne for tre måneder siden, men som nu er håbløs gammeldags. Der er mange praktiske problemer med de ting, jeg har foreslået ovenfor, men det ville netop være en praktisk tilgang det her udvalg skulle have. Med repræsentanter for alle afdelinger (inklusiv udviklingsafdelingen) skulle udvalget hele tiden tage stilling til både de begrænsninger muligheder, der ligger i den moderne, virtuelle virkelighed. Udvalget skulle måske nok bestå af mennesker, der ikke er bange for at blive upopulære, da der ville være nye arbejdsopgaver, der skulle fordeles og rigtigt mange ting, der skulle laves om. Og det er jo knapt med tiden…

Men så har man da noget at snakke om til det første møde.

Den opgave, der lægger til grund for denne tekst bad os også om at vurdere, om vores ideer ville blive svære eller lette at føre ud i livet, og det kan jeg svare på uden problemer: Det bliver hamrende svært! Men det er vel ikke nogen grund til at lade være med at prøve? Den fysiske verden smelter sammen med den virtuelle, og brugerne vil forvente, at vi følger med. Rent fagligt tror jeg også, at det ville være en tilfredsstillende måde at arbejde på, da formidlingen vil komme helt i centrum og være aktuel hele tiden. En blog kan jo sommetider ændre sig flere gange om dagen, og inden nogen begynder at tale om mangel på tid, så er der jo ikke nogen, der siger, at alle blogindlæg skal være så episke som det her!

Der kræves dog ressourcer. Tid og penge. Og personale. Det er ikke ting, man lige kan trylle frem, men fremtiden kræver, at man gør et eller andet. Og selvom jeg har brugt Mediehjørnet som eksempel her, så bør det ikke forhindre andre afdelinger i at hoppe på vognen. Der ligger rigtigt meget potentiale og viden gemt rundt omkring i hjørnerne. Om det så er viden om chicklitt, tegneserier, kunst, musik, skønlitteratur eller bagning af lækre muffins.

Hvis jeg skulle være lidt realistisk her på falderebet, så kunne jeg omformulere noget, der blev sagt på et kursus om computerspil, jeg var til for ikke så længe siden: Hvis man vil afprøve en ting, der potentielt kan ændre alt ved den måde, man gør tingene på, så find et hjørne, hvor man kan lege med det, uden at det vælter hele virksomheden. Og det kunne eventuelt være Mediehjørnet.

Hvis bare man så husker, at resten af biblioteket skal følge efter senere…

Google Maps... I don't get it...

2008-05-05T02:32:00.000-07:00

Jeg hader landkort. Jeg hader at være afhængig af dem, når jeg er på ferie, jeg hader at de ofte ikke viser blinde veje eller andet irriterende gejl, de burde vise, og jeg hader, at de er så svære at folde sammen. Google Maps skal du ikke folde sammen. Det er da altid noget. Men det er nu ligeså frustrerende som alle andre kort, når alt kommer til alt.

Nej, jeg kan godt se det smarte i det, og jeg kender flere, der geo-tagger for sjov (kun ganske få skridt over trainspottere på min nørde-skala... og mange, mange skridt over mig selv på selvsamme skala), men jeg er bare ikke helt sikker på hvorfor. Er det sådan en macho-ting ala at sparke på bildækkene og at kende serienummeret på sin mobiltelefon? Eller hvad? Der er noget, jeg ikke fanger her, og det irriterer mig.

Men det var sjovt at drøne rundt på Google Maps og se veje og finde rundt og halløj. Og jeg fik da lavet et offentligt kort med den her i bloggen så ofte nævnte tegneseriefestival. Så nu kan den findes på Google Maps.

Jeg hader kort. Jeg er dårlig til kort. Og jeg gider dem ikke.

Over and out.

Google Docs Rocks!!

2008-05-05T01:42:00.000-07:00

Jeg indrømmer det. Google Docs er ret smart. Jeg kunne ikke lige finde nogen at dele mit dokument med, men det har jeg også allerede prøvet i forbindelse med mit arbejde med tegneseriefestivalen Komiks.dk. Så det ved jeg virker.

Jeg havde dog ikke prøvet at skrive direkte i Google Docs før, men har blot uploadet dokumenter, jeg allerede havde skrevet. Derfor skrev jeg en lille reklame-ting for ovenfor nævnte tegneseriefestival, der jo NÆRMER SIG MED RASKE SKRIDT!!!

Google Doc er særdeles anvendeligt og smart. Gruppearbejde i det virtuelle. Når man så regner chat-funktionen i gmail eller ligefrem Google-Talk med i regnstykket, så er der snart ikke nogen grund til, at man ses fjæs til fjæs mere. Udover, at det naturligvis kan være hyggeligt. Det er svært at tage vingummi eller lakridser med til et virtuelt møde.

Jeg giver Google Docs min anbefaling. Nemlig.

Og så lidt mere skamløs selvpromovering: Her er de tre flotte plakater til Komiks.dk De er lavet af Peter Madsen, Teddy Kristiansen og Peter Snejbjerg. Coming soon to an udlån near you...

2008-05-05T01:41:00.000-07:00

Direkte fra Google Docs!!!!

Jeg vil bare minde folk om, at der er tegneseriefestival i København d. 31. maj og 1. juni 2008.

Man kan møde internationale tegnere og forfattere som f.eks. Mezieres og Christin (Linda og Valentin), Don Rosa (Onkel Joakim og Anders And), Barbucci og Canepa (W.I.T.C.H. og Sky Doll), Sean Phillips (Criminal og Marvel Zombies), Duncan Fegredo (Hellboy, Enigma), Juanjo Guarnido (Blacksad), David B. (Det Store Onde), Doug Wheatley (Star Wars), Kurt Busiek (Astro City, Avengers, Superman), Martin Kellerman (Rocky) og mange, mange flere. Mød også næsten hele den danske tegneserie-branche og forfattere og tegnere som Peter Madsen (Valhalla), Peter Snejbjerg (Lysbrigaden), Teddy Kristiansen (Den Røde Dagbog), Anders Walter (Solas), Henrik Rehr (Tirsdag, Tribeca Sunset), Jan Kjær (Taynikma) og Nuka Godfredsen, som er en af Grønlands eneste tegneserietegnere!

Der er foredrag (både helt nede på jorden og akademiske), workshops, interviews, paneldebatter og et stort messeområde fyldt med tegneserier, graphic novels og manga.

Sidste festival havde omkring 2000 betalende gæster, og så koster det kun 60 kroner for en enkelt dag eller 100 kroner for begge dage.

Fredag er der VIP-arrangement med pindemadder, åben bar, prisuddeling og fed musik fra hollandske DJ Batman og Robin! For en ekstra 100-lap kan man være nede med de fede, feste med branchen, pressen og os flinke arrangører. Komiks.dk prisen uddeles af en jury, der er sammensat af folk fra den danske presse.

Hvis folk ikke helt er med på, hvad en tegneseriefestival er, så kan man velsagtens kalde det Bogforum for tegneserier, graphic novels og manga. Nemlig. Og hvis man tror, at det kun er for nørder, så kan man godt tro om igen! Der er masser af aktiviteter og konkurrencer for børnefamilier, rig mulighed for at udforske brudfladen imellem litteratur og kunst i den grafiske roman og undergrundstegneserien samt at få stillet sin nysgerrighed angående de der sære bøger med alt for mange billeder i.

Det bliver herligt!!!!

Se mere på
www.komiks.dk

Wiki whatever... hastigt videre

2008-05-05T01:00:00.000-07:00

Ting 20 bliver ikke til så meget. Det viser sig at være lettere besværligt at lægge ting ind på Wikipedia. I hvert fald så besværligt, at jeg ikke rigtigt kan finde tid til at lære det i min arbejdstid. True story og bare ærgeligt.

Jeg så ordet "kode", og så var der ikke mere at gøre. At de ikke kan have en formular, man skal udfylde uden at skulle rode med kode (hihih, det rimede sgu) er mig en gåde. Men sådan skal det åbenbart være.

Jeg elsker Wiki lidt mindre nu. Det er ikke altid en god ting at komme bag kulisserne...

Wiki er din ven....

2008-04-29T00:24:00.000-07:00

Jeg elsker Wikipedia. Honest to blog. Det er et suverænt sted at orientere sig om ting, man ikke ved en bønne om, og jeg bliver konstant overrasket over af hvor høj kvalitet, indlæggene er. For at snakke om noget, jeg ved noget om, så er Wikipedia en af de bedste tegneserie-ressourcer på nettet. De forskellige forfattere og tegnere har som regel deres egen biografi, så hvis man lige vil danne sig et overblik over, hvad ham der Chris Bachalo eller ham der Alan Moore ellers har lavet, så finder man dem på Wikipedia. Og så direkte til Book Depository og bestille en bunke bøger/tegneserier, og så er bankkontoen tom. Tak Wiki.

I hvert fald har jeg endnu ikke fundet oplysninger på Wikipedia, som jeg med sikkerhed ved er forkerte. Jeg kunne ikke drømme om at bruge opslagsværket som kilde i en opgave eller et oplæg, men heldigvis kan man også linksurfe på Wikipedia. Nemlig i deres kildehenvisninger. Men det er et godt sted at starte, når man er på bar bund.

Nuff said. Det er vist meningen, at man skal lege videre med Wikipedia, så jeg gider ikke sige mere lige nu. Jeg skal over på Book Depository og bestille mig fattig i stedet. Onde verden.

Do that (library) THANG!

2008-04-21T05:03:00.000-07:00

Nu er jeg kommet lidt bagud med 23 Ting, så jeg gør det her lidt kort. Eller så kort, som jeg nu kan gør det. LibraryThing er ret sjovt. Selvom det nu ikke ville være muligt at lægge min private samling ind uden at skulle betale for det. 200 titler er jo ingenting i et hjemmebibliotek!

Jeg prøvede lidt forskelligt. Først lagde jeg en 13 titler ind, som jeg gav stjerner og fandt de rigtige forsider til og den slags. Jeg skrev også en anmeldelse af Alan Moores fantastiske tegneserie Watchmen, som ALLE I HELE VERDEN BØR LÆSE! Det var også sjovt. Man kan finde mit bibliotek (i sin spæde start) ved at klikke her. Jeg regner med, at I alle sammen har læst dem til på mandag, hvor jeg udleverer en test i disse prægtige værker.

Jeg hyggede mig også lidt med de lokale arrangementer. Jeg er dog københavner, så jeg fandt frem til den kommende københavnske tegneseriefestival, som jeg er med til at arrangere, Komiks.dk. Den var sandelig allerede oprettet som begivenhed derinde af en, der IKKE er med til at arrangere den. Det varmede lidt, skal jeg gerne indrømme. Men jeg gav arrangements-profilen et spar i r"#ven, så nu ser det helt hæderligt ud. Så er festivalen på både Facebook, MySpace og LibraryThing. SÅ moderne! Find LibraryThing profilen på Komiks.dk her.

Og så kan man nu finde tilfældige bøger fra mit bibliotek ude til højre for dette indlæg.

My Friend Flickr

2008-04-15T04:44:00.000-07:00

Det er nu meget godt timet det her. Jeg kommer tilbage fra ferie med en ordentlig r¤#vfuld billeder, og så er det Flickr, der venter på mig i 23 Ting kursusforløbet. Det kunne ikke være bedre.

Flickr er smart. Ideen med at dele billeder med hele verden (eller blot dem, man gerne vil dele dem med) er selve indbegrebet af, hvad der fedt ved det moderne internet. En anden ting, der gør Flickr genialt er, at man kan pille ved ophavsrettighederne. Både for at sikre andres rettigheder over billedet, gennemskueligheden i brugsret og så sandelig også ens egne (og her mener jeg MINE) rettigheder.

Hvor Facebook er det rene ondskab og simpelthen EJER alle de billeder, du uploader, så er Flickr helt på din side. Fjæsbog bliver drevet på en brændstof af ren ondskab, der egentlig ikke rigtigt har noget med Web 2.0 at gøre, imens Flickr ligner the real deal.

Men jeg har altså lavet mig en Flickr konto, lagt nogle rettigheder på et par billeder (dem, hvor jeg selv er på... det virkede som et god sted at starte). Det er mest blærerøvs-billeder fra min tur til Tokyo og mit møde med David Lynch for et stykke tid siden. Men der skal nok komme mere til.

Klik her for at se mine billeder. Nemlig. Der ligger ikke så mange i skrivende stund, men jeg vil opdatere det løbende. For intet i verden er mere spændende end mine feriebilleder. Så ved I DET!

Shibuya Crossing at Night

2008-03-28T06:12:00.001-07:00

Shibuya Crossing at Night, originally uploaded by /\ltus.

Hæh hæh

Jeg var ikke færdig med at blære mig...

:-)

Ferie. Tokyo. Næste uge. Sake i skyggen af Kirsebærtræerne. Den slags.

Tokyo night life

2008-03-28T06:03:00.001-07:00

Tokyo night life, originally uploaded by JAQ'S PhotoStorage.

YES! Så bliver der blogget fra Flickr! Nu bliver det snart så moderne, at jeg slet ikke kan følge med.

Men altså... et blærerøvs-billede. Hvis man vil mig noget i næste uge, så er det cirka her, at man kan finde mig. True story!!!

Mi Casa et su Picasa

2008-03-28T03:19:00.000-07:00

En af mine arbejdsopgaver i børneafdelingen er at lave plakater til arrangementer, udstillinger og andet halløj. Det kan jeg godt lide. For det meste. Det hænder nemlig sommetider, at man ikke kan finde lige det billede i lige den størrelse med lige de farver og lige det lys, man har brug for. Og hvem hulen har råd til Photoshop?

Enter Picasa. Jeg må indrømme, at jeg synes det er storslået. Og gratis. Og nyttigt. Og nævnte jeg... gratis? Discount/online udgaven Pixanate er også fix, men det er nu Picasa, der begejstrer mig mest. Jeg har siddet og leget med nogle billeder fra blandt andet kulturnatten, og jeg er blandt andet begejstret for, at jeg ved hjælp af lys og farver kunne fjerne fokus fra de mindre vigtige ting og rette det imod, hvad billedet I VIRKELIGHEDEN HANDLER OM. Og det på ganske få minutter. Se bare her:

Det er jo storslået. Hurrah for det, siger jeg bare.

Jeg tror rent faktisk, at jeg kommer til at bruge det hersens program i mit arbejde. Der kan man dælme bare se.

YouTube... en mellemlanding før fremtiden!

2008-03-25T08:14:00.000-07:00

YouTube er det sjoveste sted i verden.

Nej, helt ærligt. Tænk lige over det. Det er ligemeget, hvad du synes er sjovt, så kan du finde det på Tuben. Jeg elsker YouTube. Så er det sagt med det samme. Mit eneste problem med det er, at videokvaliteten ikke er helt i top, men efterhånden som fremtiden rykker nærmere og nærmere skal det nok ændre sig. På den ene eller den anden måde. Tuben er fremtiden for tv. On Demand og ofte brugergenereret. Men det er især On Demand delen, der tiltaler mig.

Og det bliver da også oftere og oftere brugt af professionelle. Musikere har deres egen YouTube kanal, som registrerede brugere kan abonnere på. Det gælder f.eks. canadiske Tegan & Sara, hvis YouTube kanal, man kan finde HER. Episode seks af deres Backstage Bilingual er optaget i Lille Vega i København for få uger siden, og selvom man ikke kan se mig, så er jeg altså tilstede på række cirka tre ovre i venstre side.

En anden ting, jeg abonnerer på inde på Tuben er komedieserien The Guild. Den består af korte, fem minutters episoder om en gruppe computerspilsnørder, der hovedsageligt kommunikerer online. Den er billigt lavet, men har alligevel en meget rar og ligefrem humor, jeg godt kan lide. Og så er det altså professionelle skuespillere, der er med. Felicia Day, der spiller hovedrollen og skriver serien var blandt andet med i den sidste sæson af Buffy the Vampire Slayer, så hun er altså ikke et ubeskrevet blad. Og så er hun i den grad sød at se på, hvilket vel aldrig skader. Med andre ord er Felicia Day ikke filmstjerne, hun er ikke tv-stjerne, men på YouTube og internettet er hun superstjerne. The Guild har vundet priser og har over 32.000 abonnenter. Det er da også en slags popularitet.

Hvis man er lidt doven kan man tjekke den første episode af The Guild ud her:

Det er værd at bemærke, at episoden kun er cirka fire minutter lang, så der er med andre ord tale om at formen er tilpasset mediet. Det er ikke en tv-serie lavet til en sendeflade lørdag aften klemt ind imellem Varm med DanseFaktor, eller hvad hulen alt det bras nu hedder. Det er skabt til internettet med mediets muligheder og begrænsninger i baghovedet. Felicia Day har også en blog, og i det hele taget er det community, der eksisterer rundt om serien en meget stor del af serien. Jeg har selv kun kradset i overfladen, men det har fanget mig lidt. Måske fordi jeg altid har interesseret mig for independent filmmaking (for at bruge et godt, dansk udtryk), og hjemmestrikkede serier på YouTube er velsagtens indiefilmenes yderste konsekvens.

Cohen på Tuben

2008-03-17T05:13:00.000-07:00

Ugens opgave i 23Ting er at imbedde en video i min blog. Det har jeg sådan set allerede gjort flere gange (så sent som i sidste indlæg), men jeg synes det er vældigt sjovt, så jeg gør det lige igen. Det giver mig også en anledning til at juble i fryd over, at jeg skal til koncert med den fantastiske Leonard Cohen!!!! Oh yes. Og for at fejre det giver jeg jer hermed videoen til Closing Time fra 1992. Et herligt nummer.

Enjoy!

Jeg elsker YouTube. Men mere om det senere.

Tag DEN, Brian!!!

2008-03-15T02:21:00.000-07:00

Der er intet i verden, der er nemmere end at downloade musik fra nettet. To klik, og man er kørende. Og så har man musikken til evig arv og eje.

Bortset fra, at det er den ulovlige måde at gøre det på. Der er naturligvis en større debat kørende angående ulovlige downloads (som man i skræmme-kampagnerne fejlagtigt og irriterende nok sammenligner med tyveri, hvilket det IKKE er. Det er brud på ophavsretten. Også ulovligt, men det lyder ikke så sexet som ordet TYVERI), men det gider jeg ikke komme ind på her. Det har noget med forskellen på moral og jura at gøre og blah blah blah.

Jeg bevæger mig hastigt videre. Bibliotekernes netmusik er velsagtens ment som et virtuelt alternativ til det fysisk udlån. En slags kommen fremtiden i møde. Det er også en omgåelse af de tåbelige karens-regler, vores inkompetente fodbolds-"minister" har været med til at indføre for at gøre livet surt for alle. I dit fjæs, dér, Brian! Ligedeles kan det også ses som et alternativ til ulovligt download ELLER (for skal også nævnes) lovligt køb af mp3. Sommetider er det jo fint lige at kunne høre det, før man køber det, og det er jeg ret sikker på er grunden til mange ulovlige downloads, men det taler anti-piratgruppen jo helst ikke om.

I hvert fald er ideen bag Bibliotekernes Netmusik ret god. Problemet er bare, at det stadigvæk er lidt besværligt. Det virker ikke på den mest udbredte type mp3 afspillere, hvilket er et meget stort problem. Søgningen er ironisk nok lidt iffy, og så er udvalget lidt svært at blive klogt på.

Jeg søgte på et album med den svenske pop-sangerinde Lykke Li (hun havde hippie forældre, deraf navnet), som anmelderne er gået helt amok over på det sidste. Og jeg fandt sandelig hele albummet, som jeg nu kan lytte til på min udleverede mp3 afspilller (tak for gaven, IT-afdeling!!), og det er så fjong, som det kan være! En rigtig god førstegangs oplevelse med servicen! Og albummet levede også op til anmeldernes jubel, så det er endnu et point til Sverige på den musikalske front. Men så søgte jeg også på den norske singer-songwriter Nina Kinert. Mest for at tjekke de mere obskure hjørner af netmusikken. At søge på Avril Lavigne ville jo have været for nemt. Og sandelig, om Nina-pigen ikke dukkede frem på både listen over sange og over albums. Men da jeg så downloadede albummet var der kun en enkelt sang i pakken. Og det er jo ikke et album. Jeg kunne sikkert godt have gennemskuet systemet ved at kigge det lidt efter i hjørnerne, men det ville have været professionel interesse og ikke udnyttelse af brugervenlighed. Jeg SKAL nok kigge på og gøre mig bekendt med det. Bare rolig. But SO not the point!

Så netmusikken er måske bedst, hvis man er ude efter smagsprøver, og som sådan kan det ikke sammenlignes med at låne en fysisk CD. Og så er der den der med begrænsningerne i antallet af udlån. Jeg er med på, at det koster biblioteket penge (jeg kom hurtigt i tanke om, at jeg også er låner på Københavns biblioteker, så nu bruger jeg deres ressourcer i stedet. Tjuhej), men det er vel blot endnu et eksempel på musikbranchens paranoia og grådighed? Buuuh. Onde musikbranche.

Men nu kender jeg netmusikken og kan få stillet min nysgerrighed over for ny musik uden at bryde loven. Yey! Det er da fint nok. Så længe der bare hele tiden bliver udviklet på netmusikken med henblik på en mere lækker user interface og brugervenlighed. For det ulovlige download er 1000 gange nemmere end bibliotekernes lovlige alternativ. Og hvordan kan man så vinde kampen?

Og Lykke Li kan jeg anbefale. Her er hendes MySpace.

Fik jeg nævnt, at jeg synes at Kulturløsministeren er et skvat?

Og at jeg godt kan lide den her video med Nina Kinert? Fra hendes forrige album. Der IKKE kan findes på Bibliotekernes Netmusik. Overhovedet.

Going down the stream...

2008-03-13T04:07:00.000-07:00

Musik i stride strømme. Gratis og alt det der. Da jeg først fik internet i starten af dette årtusinde, kunne jeg ligeså godt glemme det der med at streame noget som helst. Det hakkede og brokkede sig, og jeg kom ingen vegne. Men nu er netforbindelserne blevet så hurtige, at folk ikke engang tænker over, at de streamer ting. De afspiller dem bare. Jaja.

Deezer er da meget smart. Et udmærket sted at høre lidt musik, imens man arbejder, og det er nemt at bruge. Men det er jo ikke det eneste sted, hvor der streames musik og i disse dage er der sket nogle ting, der kommer til at sætte sit præg på fremtiden. Det er netop blevet annonceret, at supergruppen R.E.M. vil streame deres kommende album gratis fra Facebook fra d. 24. marts. Altså en uge, før det reelt udkommer i CD eller mp3 form. Ligeledes har den walisiske sangerinde Duffy streamet hele sit album fra MTVs hjemmeside. Og det vel og mærke uden, at man skal registreres eller tvinges til at aflevere sin email adresse eller noget som helst. Klik, og så lytter man. Easy as pie. For at lytte til R.E.M. album kræver det lige, at man er inde i varmen hos Facebook eller andre steder, der bruger iLike applicationen.

Det er så nemt, at det er lige til at græde over. Ligesom at åbne for vandhanen. Gad vide om det samme kan siges om Bibliotekernes Netmusik? Time will tell...

Ja, jeg sluttede dette indlæg på en cliffhanger!

Den Sidste Radiostation i Universet

2008-03-04T04:50:00.000-08:00

Jeg ELSKER fandme musik! Så er det sagt. Dem, der kender mig, tænker vist på mig som en hardcore filmfanatiker, men hvis jeg skulle vælge imellem at gå i biffen og gå til koncerter, så ville film blive set i hjemmebiffen fra nu af. Musik skal der til. Ellers dør jeg. True story.

Og jeg er nysgerrig. Der skal hele tiden nye ting på bordet og min smag skal udvikles. Hele tiden. I de sidste to år er jeg gået singer-songwriter amokka, og det er heldigvis ret billigt i koncertpenge. Farvel stadion-helvede, goddag intime cafeer. Yey.

Men altså. Musik på nettet. Radio på nettet. Jeg er lidt træt af radio på den gammeldaws måde. De spiller hele tiden kedelige ting, jeg ikke gider høre. Musik for pøblen. Man kan kun høre The Storm så mange gange (to eller tre), inden man får lyst til at hænge sig. Gab, mand. Jeg er til indie-rock, indietronica, eletronica, alternative rock, bluegrass etc etc. Tilsat lidt Justin Timberlake, for han er svær at komme udenom. Nu kan jeg heldigvis både selv bestemme, hvad jeg vil høre OG lære nye ting at kende. Blæse. Mel i munden. På en gang.

Last.fm er for radio, hvad den dybe tallerken var for aftensmad. Det er smart, siger jeg jer! For et måned siden, da jeg første gang smagte lidt på Last.fm, havde jeg en fed oplevelse med vidunderet. Jeg havde vist tastet et eller andet indie-band ind, og pludselig spillede den en sang med Death Cab for Cutie, der er et andet indieband, jeg ikke rigtigt har haft tid til at tjekke ud. Det viste sig at være den der sang, jeg havde hørt i den der film dengang, som jeg aldrig havde vidst, hvad hed eller hvem sang. Yey! Et besøg i Fona senere...

Jeg ved ikke, om jeg bliver venner med nogen derinde. Det er noget mærkeligt noget med internetvenner, men det har jeg allerede dækket i et tidligere indlæg. Det med at kunne tjekke "naboers" radiokanaler ud er også rigtigt smart. Lidt ligesom at have lister med "dem, der lånte Dan Browns nyeste elendighed, har også lånt følgende..." lister liggende.

Men jeg har nu Last.fm på bloggen. Den bruger Nick Cave and the Bad Seeds som udgangspunkt. Fordi de sparker den vildeste r"#v. Eller noget.

Deezer coming up next. Stay tuned, people!

PS: Jeg er på vej op i udlånet for at låne en CD med den norske singer-songwriter Hanne Hukkelberg. Hende havde jeg ikke hørt om for fem minutter siden. Tak Last.fm!!!

Casting, men uden podden

2008-03-03T01:21:00.000-08:00

Jeg er ikke særlig god til at se tv på tv længere. Før i tiden planlagde jeg nærmest min uge omkring, hvornår der kom X-Files (ikke ET ondt ord om X-Files, eller jeg kommer efter jer! Sandheden ER derude!), og det kunne såmænd være ganske hyggeligt at samles omkring stuealteret og gyse over historien eller nyde synet af Scully, eller hvad man nu gjorde, når man så X-FIles. I dag ser jeg tv-serier på DVD og på... øhm... andre måder. Men jo jo, samtlige 9 sæsoner af X-Files står på hylden derhjemme. På helt og aldeles legale DVDer.

Men nu kan man altså pod-caste. Man kan høre sine radioudsendelser eller se sit dansk-producerede tv, når man har tid og lyst. Og det er jo smart. Fremtiden hedder On Demand og Pay Per View, og tv og internet smelter sammen. Og så videre. Opgaven i 23 Ting i denne uge (sidste uge, faktisk, men hvem tæller?) var at lege med Podcast. Det vil sige, vi skulle sådan set ikke lege med pod'en, men kun med cast'en, hvis det giver mening. Altså bare afspille det i Google Reader, der jo ligger online. Sådan som jeg ser det, så er det smarte ved podcasts jo netop, at man kan tage udsendelsen med sig på sin vej. I mp3 afspilleren eller på sin video-dims (sådan en har jeg ikke, så jeg kalder det en video-dims. Eller dimmer. Eller dingenot.). Så kan man se Bertelsen i toget og blive gloet på, fordi man sidder og fniser for sig selv. Men 23 ting krævede kun, at vi skulle høre det i Google Reader, så i virkeligheden var det vel kun en halv ting. Oh well, jeg forstår sådan set godt, at man ikke bare sådan kan hooke sin afspiller up til sin arbejdscomputer med alle de farlige virale væmmeligheder, der gemmer sig på nettet.

Men når jeg får min mp3 afspiller skal intet stoppe mig. Huhej. Om jeg så skal snyde og gøre det hjemmefra. 5 minutters afspadsering kan man jo altid bruge.

Om podcast kan jeg sige helt generelt, at det ligesom alt andet er et bestemt medie, og man bør tænke over mediets muligheder og udtryksformer, så det ikke bare er lyd på podden. Tilpas indhold til formen. Og så videre. Men det her indlæg er allerede latterligt langt, så jeg vil stoppe nu.

Jeg tror, jeg vil se lidt X-Files i aften...

Attack of the ROBOTS

2008-02-29T01:46:00.000-08:00

Tegneserier er andet end ænder og superhelte. I USA er det to store forlag, der dominerer markedet og i England er det antologi serien 2000AD, der enerådigt udgør størstedelen af det meget spinkle engelske marked. Men der er naturligvis også en undergrund. Her finder man (hvis man graver længe nok) det lille uafhængige forlag Accent UK. Det består af en lille håndfuld tegneserie-entusiaster, der i deres fritid og for egne penge udgiver en årlig antologi plus det løse. I de senere år er antologierne vokset i størrelse og har tiltrukket større og større navne fra den engelske tegneserieverden. Der var endda et dansk bidrag i sidste års antologi ZOMBIES og endnu et i dette års kommende udgivelse ROBOTS.

Med tegneserienoveller af blandt andre folk som Leah Moore (datter af Alan) og hendes mand John Reppion (der begge var gæster på den sidste Komiks.dk festival i København, Frazer Irving (Seven Soldiers of Victory) og Mark Buckingham (Fables) er der nærmest garanti for en række vidt forskellige historier om vores mekaniske venner (eller fjender).

Accent UK har naturligvis en hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om udgivelsen og de cirka 30 noveller, antologien indeholder. Tjek især previewet af den danske historie. Den hedder New Romantics og er tegnet af Dan Denholt, der også var med i sidste års antologi. Denne gang er historien dog skrevet af en anden dansker, nemlig... øhm... mig.

Jep, det her indlæg er skamløs selvpromovering. Så bed din lokale tegneseriebutik om at indkøbe ROBOTS, bestil den direkte på hjemmesiden eller køb den på Komiks.dk festivalen den 31. maj og 1. juni i Vanløse Kulturhus. Accent UK gutterne har nemlig en stand, så der er rig mulighed for at få hovedet op fra det sidste kedelige nummer af X-men eller Anders And og tjekke den engelske undergrund ud.

Skamløs selvpromovering over and out.

Livet efter 23 ting... ting 24?

2008-02-12T06:24:00.000-08:00

Pause i 23 Ting. Vinterferie. Og alligevel er jeg på arbejde. Det kan ikke være retfærdigt. Onde, onde verden.

Men så kan man jo lige standse i et par minutter og tænke lidt over, hvad det er, man render rundt og laver. Eller rettere, sidder foran skærmen og laver.

23 Ting er en glimrende ide, men ligesom alle andre glimrende ideer er det ikke meget værd, hvis man ikke følger op på det. Det der med at lære noget og så aldrig bruge det til noget var noget, man gjorde på biblioteksskolen. Rygterne vil vide, at vi nu arbejder og lever i den virkelige verden, og dermed er man også nødt til at tage det ansvar (gys!), der følger med.

Den sidste opgave i 23 Ting hedder noget i retning af "kan man bruge det til noget", og det er da sådan set et meget godt spørgsmål, som jeg nu ikke har tænkt mig at svare uddybende på her. I stedet vil jeg bare sige: Ja. Hvis man VÆLGER at bruge det til noget.

Hør her, jeg foreslår at man laver et slags 23 Ting Web 2.0 Big Brother/Watchdog hold. Eller med et ældre ord, et udvalg.

Nu sidder der sikkert mange (eller få, alt afhængigt af min læserskares størrelse), der tænker: Jamen, vi har jo allerede en udviklingsafdeling og en IT-afdeling. Kan de ikke tage sig af det? Hvortil jeg svarer: Ikke rigtigt. Eller rettere, på en måde. For fremtiden må være alles ansvar. Og hvis det ikke er det, så falder vi af dansen. Ikke bare i forhold til samfundet, men også i forhold til andre allerede pod-castende, bloggende, facebookende biblioteker. Og det lyder fælt. Jeg gider ikke være gammeldaws.

Så et udvalg, hvis ansvar det er at sørge for, at biblioteket er med på noderne. Medlemmer fra alle afdelinger, hvilket også passer herligt sammen med vores såkaldte bærende principper. Udvalget skal se biblioteket som en helhed, som ét hus, men samtidigt tænke det ind i den virtuelle og samfundsmæssige helhed. Hvilket sikkert lyder af lidt meget (det synes jeg selv, nu hvor jeg læser den sidste sætning igen), men internettet er, hvor det sner, og skal det virtuelle fungere skal der være nogen, der har ansvaret. Hvis vi kan have et arrangementudvalg (hvilket er en god ide), så kan vi også have et web 2.0-udvalg.

Et virtuelt udvalg. Et web-watch udvalg. Future Watch. Et web korps. Kald det, hvad I vil, men jeg kan allerede nu sætte navne på flere, jeg kunne forestille mig kunne tænke sig at være med i et sådan udvalg. Det vil jeg dog ikke gøre, men kommentarsektionen er åben i det her indlæg. Ordet er frit.

Og så kan fremtiden bare komme an!

Hmmmmm.... donuts

2008-02-04T05:10:00.000-08:00

Ja, jeg må indrømme, at når jeg læser ordet Delicious, så tænker jeg straks på donuts med herlig glasur og krymmel. Og så hjælper det altså ikke, at man smider et par punktummer ind, så det staves således: del.icio.us. Jeg bliver stadigvæk sulten. Sorry.

Men det handler jo slet ikke om mad det her, men om links, om bookmarks og det sociale element i det. Om at dele sine opdagelser og sin viden. Jeg har leget lidt med del.icio.us i dag, men jeg er slet ikke til bunds i det. Jeg tror først, at det bliver rigtigt sjovt, når man får lagt rigtigt mange links ind med dertil hørende tags. Jeg er dog allerede tilhænger af ideen. Det minder lidt om at græsse i et supermarked eller på bibliotekets hylder. Det kan man ikke så let i en søgning i en database, hvor man "bare" får det hits, man "beder" om. Der KAN forekomme serendipitet, men det er sjældent. Del.icio.us åbner op for tilfældighedernes mange muligheder. Også selvom navnet gør mig sulten. Min mave knurrer allerede. True story.

Om der er tale om en faglighed i del.icio.us, er svært at sige. Det er jo "almindelige" og "jævne" folk, der deler ud af skufferne i deres virtuelle skrivebord, så det er i bedste web 2.0 stil et peer2peer værktøj. Hvad laver de andre, der har samme interesse som mig? På bibliotekets hjemmeside kunne man måske annoncere bibliotekarernes (arbejds)brugernavne, der så linkede til forskellige sider inden for forskellige faggrupper. Det kunne eventuelt være samme brugernavn, der bruges i bibliotekarernes faglige blogs. Således ville man også åbne skuffer brugerne imellem ved at bruge bibliotekaren som indgang til festlighederne. Jaja, der er skam muligheder.

Men altså. Jeg er sulten. Det skal være en lyserød donut med krymmel i alle regnbuens farver. Mit del.icio.us navn er Mikelindal. Så er det på plads. Og nu går jeg til bageren.

Lad os snakke lidt om klassikerbegrebet...

2008-01-30T06:29:00.000-08:00

Jeg holder lige en lille pause i de dersens 23 Ting, vi har så travlt med. I fremtiden ligger der vist en YouTube ting, og jeg vil gerne tage forskud på glæderne. For Tuben er et herligt sted, der minder en om, hvor mange vanvittige ting, der sker ude i verden hele tiden. Tuben giver indsigt. Tuben åbner dine øjne for verdens mangfoldighed og universets rigdom.

Tuben er pænt grineren. Mest af alt.

I weekenden præsenterede en af mine venner mig for en række såkaldte "Internet klassikere", som jeg ikke havde set før. Det er sjovt, at man allerede bruger ordet "klassiker" inden for et medie, der kun har 13 år på bagen for os almindelige dødelige. Men ikke desto mindre.

Den her har jeg kendt i lang tid. The Star Wars Kid.

Legenden om The Techno Viking. Giv den lidt tid:

En meget dramatisk hamster:

En meget dramatisk baby:

Aaaaaaaaah, YouTube. Hvad gjorde vi før, du dukkede op? Jeg kan simpelthen ikke huske det... Men kan man lære noget af de her videoer? Om ikke andet kan man lære, at man skal passe på, hvad man laver foran et web-Kamera. Hvis man ikke passer på bliver man berømt på nettet. Spørg bare Numa Numa drengen:

Don't shoot the messenger...!

2008-01-29T01:56:00.000-08:00

Jeg har vist opgivet MySpace lidt. Måske vender jeg tilbage til den om et stykke tid, men som tingene står lige nu, så har jeg ikke så meget at bruge den til i min hverdag. Men det er bestemt et værdifuldt værktøj i markedsføringen af værker, musik eller begivenheder. Mange mindre kunstnere (inden for musik især) bruger MySpace i stedet for større, dyrere hjemmesider. Og den varetager nogenlunde samme funktion.

Men i denne uge handler det om Chat programmer og Google Talk. Jeg har aldrig været så god til det med chatrooms (lidt ligesom at råbe i munden på hinanden for at fange de andres opmærksomhed), men one-on-one chat kan være ret fornøjeligt. Min første erfaring med den slags kommunikation var den latterligt ustabile ICQ, men i dag bruger jeg lystigt Messenger fra The Evil Empire (altså Microsoft). Det er amerikansk imperialisme, når det er værst, men det er til gengæld også effektivt og stabilt. Nu findes der endda en Web udgave, så man ikke engang behøver installere skidtet på sin PC (eller Mac). Snildt, snildt.

Så vidt jeg kan se, så er Google Talk meget lig Messenger. På overfladen ser det ikke specielt anderledes ud, og der findes endda en webudgave også. De kalder den bare en Gadget. Fordi de er Google og skal kalde alting noget smart og moderne.

Så jeg har vist ikke lært så meget i denne uge, men det er så bare fordi, jeg har brugt den slags tjenester i flere år. Og man KAN bruge det som arbejdsværktøj. Jeg har brugt det i sammenhæng med både opgaveskrivning, planlægningen af vores tegneseriefestival samt til skabelsen af, hvad der bliver den bedste danske tegneserie, der nogensinde er udgivet. True story. It will blow your minds! Og chat gør det nemmere at mødes, selvom det kun bliver et virtuelt møde.

Og det er min pointe: Hurrah for Messenger, Google Talk og alt det der.

MySpace, MyFear....

2008-01-24T05:07:00.000-08:00

The horror! THE HORROR!!!!!!!!!!

Jeg har oprettet mig selv på MySpace. Og lagt et billede op. Hvilket cirka er, hvad jeg nåede, inden jeg blev så fyldt med frygt over det her nye sted, som alle andre efterhånden er så gode til at håndtere, men som er fremmedartet, overvældende og fyldt med rigtigt mange døre til rum, jeg ikke ved, hvad indeholder. Jeg er lidt angst.

Men jeg kæmper videre, selvom jeg ville ønske, at jeg var musiker eller et eller andet, så jeg rent faktisk havde noget at sælge eller markedsføre eller promovere på MySpace. Noget indie-rock-electronica-alternative-americana agtigt musik, jeg kunne tvinge ned i halsen på jer allesammen. Men ak... jeg har ikke en tone i livet.

Jeg ser nok min frygt i øjnene om et par dage og tager fat på MySpace igen. Det SKAL lykkedes! Jeg kan jo altid promovere fremtidige tegneserieværker i stor stil. Føre mig lidt frem. Jeg har ofte været inde på MySpace og se andres profiler og indtil videre ligner min egen profil overhovedet ikke det, jeg troede, det skulle ligne.

Angstens sved melder sig igen...

Fjæsbog: Den store tidsrøver

2008-01-22T02:04:00.000-08:00

Man kan ikke sige, at web zwei-null æraens tidsrøver nummer 1 har sneget sig ind på os langsomt og lydløst. Facebook er eksploderet i popularitet i de seneste måneder med et kæmpe brag. Og selvom jeg selv er med på bølgen (jeg er et får, jeg ved det godt), så har jeg svært ved at se hvorfor.

Jeg har været medlem i nogle måneder nu og har cirka 31 venner på Fjæsbog. Jeg havde egentlig overvejet at skrive venner således: "venner", men der er rent faktisk tale om mennesker, jeg kender i den virkelige verden (i virkeligheden burde det sgu hedde bekendte og ikke venner, men det er så bare mig, der ikke smider rundt med et så dyrbart begreb i tide og utide. Man skal passe på med ikke at udvande begreber, der ikke tåler det!). Og det var da meget sjovt i et stykke tid. Filmquizzerne er underholdende og ligeledes er de diverse personlighedstests. Blandt andet måtte jeg erkende, at jeg er en world traveller af natur. Ret deprimerende, når man tænker på, hvor lidt jeg har rejst i de senere år. Tak for depressionen, Facebook.

Men det tager tid og bliver uoverskueligt. Jeg har for øjeblikket 131 ting liggende, som jeg ikke har taget stilling til. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft 131 spam-mails i selv min email indbakke, så helt ærligt begynder Facebook at se lidt ubrugeligt ud. Og det er vel og mærke venner og bekendte, der spammer mig med alt muligt bras. Send mig filmquizzerne og enkelte personlighedstests, hvis de er sjove. Jeg gider ikke give virtuelle knus, poke dig eller hvad hulen, det altsammen går ud på. Jeg er dog glad for at vide, at hvis jeg var en superhelt, så var jeg Spider-man. Godt at vide.

På den positive side har jeg fået kontakt med en ven, jeg ikke har set i nogle år, så det er fint nok. Tak for den, Facebook. Og det er oprigtigt ment.

Kan man bruge det fagligt? Tjow... jeg går til en månedlig filmquiz, der har sin egen Facebook profil. Her kan man nemt finde oplysninger og se de andre quizzeres profiler. Jeg er også med til at arrangere Copenhagen International Comics Festival, Komiks.dk, og vi har også vores egen profil. Vi er vist både en event og en gruppe, og der er et voksende antal medlemmer. Vores PR budget er ikke-eksisterende, så det er sådan set fint nok for os med lidt gratis synlighed. På den måde kunne Facebook vel også bruges i bibliotekssammenhæng. Går jeg ud fra. Men mest af alt så hugger den lidt for meget af min tid.

Note: Jeg regner med at alle med en Facebook profil finder Komiks.dk og kigger på det! Vi er en voksende kulturel begivenhed i det Københavnske, og det bør støttes! Mange tak. Her er vores hjemmeside.

Jeg har ikke fået kigget på MySpace endnu. To be continued.

Lige et sidste ord om iGoogle...

2008-01-17T04:14:00.000-08:00

Det viser sig, at jeg har vænnet mig til at bruge iGoogle. Internettet fungerer nu ikke længere som tidsrøver på samme måde (og her snakker jeg også om i det private), og jeg kan skam godt se det smarte i at have alt samlet på en og samme forside.

Som formidlingsværktøj er det velsagtens også brugbart, hvis man altså kan få folk til at lægge vores ting ind på deres forside. Det kræver selvfølgelig en hvis kvalitet i indholdet, men sådan er det jo med så meget. På internettet og på iGoogle konkurrerer vi jo med CNN, DR, TV2, landets aviser og tidsskrifter osv osv. På nettet er vi ikke længere i en lukket lille biblioteksbobbel. Man kan måske ligefrem sige, at månedlige updates ikke længere er nok. Der skal ske noget hele tiden, og det er velsagtens her, at blogformen kommer ind i billedet. Man kunne forestille sig fagreferenter, der skriver blogs relevante til deres område. Udøser af deres viden. Eller VORES viden, må jeg hellere sige. I mit tilfælde kunne jeg måske have en tegneserieblog i Mediehjørne-regi, som jeg så opdaterede så ofte som muligt. Præsenterede nye materialer, emner og nyheder fra den vide verden. Direkte fra bloggen til iGoogle eller RSS.

Og yes, jeg ved godt, at det altsammen kræver tid, men det er nu engang den verden, vi lever i nu, så det handler bare om at gribe fremtiden ved struben og vise den, hvem der bestemmer. Sagde jeg fremtiden? I virkeligheden handler det vel egentlig om nutiden. Fremtiden er her allerede, spørgsmålet er bare, om vi lever i den?

Mig! Mig! Mig! Mig! Mig!

2008-01-15T06:41:00.000-08:00

Jeg kan ikke lide at promovere mig selv, men jeg vil nu alligevel på nuværende tidspunkt afsløre, at min oprindelige hensigt med denne blog ikke er blevet opfyldt. Ikke på denne adresse. Jeg følte mig forvirret over at blande arbejdsting (som 23 Ting) ind i den kulturblog, jeg længe har haft lyst til at lave. Jeg kan godt lide at kalde en spade en spade. Som regel. Helst undgår jeg at grave huller, da det er alt for hårdt arbejde. Men altså.

Jeg har for et stykke tid siden oprettet en anden blog. Så fra nu af vil den her hovedsageligt komme til at handle om arbejde og 23 Ting. Ikke mere lir.

Hvis man har mod på det (og det er fint, hvis man ikke har det), så kan man tjekke min PERSONLIGE OG PRIVATE blog ved at klikke her.

Den kan godt være lidt grov. Langtrukken. Nørdet. Kulturelitær. Og hvad har vi. Men den er min, og jeg elsker den.

Titlen skal man ikke tage for alvorligt. Det er mest for sjov. Ha ha.

Hvor er min flyvende bil...?

2008-01-14T02:25:00.000-08:00

Det var så det. Morgenavisen er røget ud med badevandet. Nu hedder det iGoogle, og det er åbenbart fremtiden. Jeg havde håbet på flyvende biler og robotter til husarbejdet, men man jo nøjes med de fremskridt, man nu får. Hvorfor vi ikke bor på Mars eller teleporterer os selv på arbejde ved jeg ikke, men det er pænt skuffende. Så er det sagt.

Men udviklingen sker på nettet. Og nu kan man samle sit personlige internet på en og samme side. Så er overblikket hjemme. Nu er internettet lidt som at læse en avis, og man kan lægge faneblade ind og lave sine egne sektioner. Men jeg springer nok sportssektionen over. I hvert fald indtil den næste Grand Slam turnering i tennis. Den eneste sport, der dur til noget.

Jeg har altid godt kunne lide Googles enkle design, så det vil jeg komme til at savne. Men så kan jeg jo heldigvis få iGoogle til at ligne Hong Kong ved solopgang, så helt skidt er det vel ikke. Jeg kan måske godt overtales til at synes, at det er smart med iGoogle. Jeg skal bare lige vænne mig til det. Men jeg ville nu hellere have haft en robot til husarbejdet.

23 Ting: Rettelse... RSS er som at være på skovtur. Næsten.

2008-01-11T03:06:00.000-08:00

Skovture kan være meget hyggelige. Men til sidst bliver de lidt kedelige. Jeg kan som nævnt godt lide at surfe på nettet, men jeg kan også godt se det smarte i at samle alting på et sted. Så kan man læne sig tilbage og nyde naturen i stedet for at hænge på det der dumme internet.

Eller noget.

Jeg vil sådan set ikke ændre meget på mit tidligere indlæg og umiddelbare reaktion på teknologien, men vil blot sige, at det stadigvæk er et smart arbejdsredskab. Og i det private kan det bruges som et alternativ til at bruge flere timer foran PCen (eller Mac'en hvis man er sådan en). Vi kender vist allesammen det der med lige at skulle på nettet i fem minutter før sengetid, og så går der altså to timer.

Tak RSS. Nu får jeg tid til at sove igen. Og til at gå på skovtur. Således:

23 Ting: RSS er som at ligge stille på et surfboard...

2008-01-11T01:12:00.000-08:00

Yes. Trin 3 tog ikke så lang tid, så jeg er fristet til at springe direkte videre til ting 4, men jeg vil dog lige trykke på pauseknappen i et kort øjeblik og... ja, reflektere. For det er det vist meningen, at jeg skal, tror jeg.

Google Reader. Det handler vist om at få sine nyheder fra inder-nettet som var det en email. Lidt ligesom hvis man fik alle sine daglige møder som en enkelt indsprøtning hver eftermiddag. Information overload og ganske tidsbesparende. Jeg kan godt se mulighederne i teknologien som arbejdsredskab, ingen tvivl om det. I stedet for irriterende mailinglister, hundredvis af fagligt relevante websider og bibliotekspressen ind igennem brevsprækken, så kan man i stedet åbne sin Google Reader og få det hele overstået i samme (forlængede) snuptag som man klarer sine egentlige emails med morgenkaffen i hånden og søvnen i øjenkrogene.

MEN. Til privat brug synes jeg godt, at det kan tage det sjove ud af inder-nettet. Det svarer lidt til at ligge stille på sit virtuelle surfbræt midt i informationsstrømmen. Jeg kan nemlig godt lide at surfe hjemmesider. Besøge steder, jeg kender. Få mig en kop kaffe på den lokale cafe. Eller noget.

Konklusionen må altså være, at RSS ser ud til at være et godt arbejdsredskab og praktisk til hård information til travle mennesker, men hvis man er bare en smule nørdet, så går lidt af det sjove af internettet. Synes jeg. Men det er altsammen kun teoretisk indtil videre. Nu vil jeg kaster mig over ting 4, hvor jeg rent faktisk skal BRUGE RSS.

To be continued.

Tilbage på vognen

2008-01-10T06:14:00.000-08:00

Yes

Efter en uges ferie efterfulgt at en lille uges travlhed er det atter tid til at kigge på 23 ting. Jeg er lidt bagud, så jeg kaster mig frådende over ting 3 og 4, der heldigvis ser ud til at have noget med hinanden at gøre. RSS, blev der sagt.

Mere senere, når jeg ved, hvad jeg snakker om.

Godt nytår...

2007-12-31T02:54:00.003-08:00

Det var det for 2007. Sikke dog et mærkeligt år...

I aften (nytårsaften) er jeg at finde HER:

Rock n roll!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Og godt nytår.

Eksperiment

2007-12-27T09:07:00.000-08:00

Jeg tænkte lige, at jeg ville forsøge at imbedde en Youtube video i min blog. Testing, testing, one-two-three.

Trailer til Hellboy 2, der kommer i bifferne i 2008 :-)

Farvel jul...

2007-12-27T08:45:00.000-08:00

... Og lade ikke døren ramme dig i r.... på vej ud!!!

Okay, godt ord igen. Tilbage på arbejde efter en lidt træg jul. Forhåbentlig kommer der mere spark på nytår.

23 Ting holder jo pause i den her uge, men jeg glæder mig nu til at lære noget RSS. Det er en af de der ting, jeg synes er vildt smarte, men som jeg aldrig har fået kigget på. Nu får jeg så en grund til det. Om ikke før, så efter jeg er tilbage fra min ferie. Huhej!!

En udfordring...

2007-12-21T01:09:00.001-08:00

Det er blevet påstået, at jeg ikke kan skrive korte indlæg.

Hermed modbevist :-)

Og hvad kan man lære af det...?

2007-12-19T06:07:00.000-08:00

Nuvel.

Jeg har fået nogle kommentarer (i den fysiske verden, hvor information deles ved brug af et styk stemmebånd og to styk ører) angående længden på mit sidste indlæg om Blade Runner.

Her følger en forklaring: Det var min hensigt at afprøve bloggen her som en mulig kulturformidler. Jeg valgte Blade Runner, da jeg er helt oppe at køre over den for øjeblikket, så indlægget skrev sig selv. Jeg skriver hurtigt, so sue me. Tanken var at lave noget, der kunne minde om artiklerne i Helsingør Biblioteks online tidsskrift Tekst, Lyd og Billede, og jeg synes såmænd selv, at det blev ganske vellykket, omend lavet i hast.

Hermed slut på selvrygklapperiet.

Jeg mener nemlig, at det sagtens kunne være noget, man som bibliotekar gik ind og gjorde. Nogle ville sikkert mene, at det er for tidskrævende, og det er nok rigtigt, men lad os lige lege med ideen. Der går rygter i biblioteksgangene om en hjemmeside tilknyttet bibliotekets mediehjørne, der jo er bibliotekets sted for "de unge". Jeg mener helt bestemt, at en eller flere blogs ville være et godt sted at formidle nye materialer med anbefalinger, omtaler etc etc. Man kunne også lynhurtigt sætte materialet i en eller anden kontekst ved at skrive et par ord i et indlæg om verden udenfor biblioteket (yes, DET sagde jeg!) samt, hvad der nu lige kunne falde fag-bloggeren ind. I mit tilfælde kunne det være indlæg om tegneserier, nyheder om filmatiseringer af disse etc etc. Man kunne også lave previews af de materialer, man ved indgår senere på året og dermed skabe et buzz. Måske. Det ville i hvert fald være nemt at skabe en dynamisk hjemmeside med mulighed for feedback fra de kære brugere. Og nu er vi jo alle i gang med at lære, hvordan man gør, så det er jo så nemt, som det kan være. Huhej, hvor det går.

Helt gennemtænkt er det måske ikke, men jeg leger videre med det hersens blogging. På et eller andet tidspunkt begynder det velsagtens at ligne et værktøj.

Og der er sikkert allerede hundrevis af andre bibbere i det ganske, danske land, der allerede har opfundet denne dybe tallerken. Men jeg er på en personlig rejse ind i den virtuelle verdens muligheder og sommetider går vejen til indsigt forbi allerede opfundne køkkengenstande.

Og få så købt det Blade Runner boxset, folkens!!

Los Angeles 2019

2007-12-18T01:39:00.000-08:00

Jeg havde planer om at skrive om årets (efter denne bloggers mening) bedste film, koncerter og teaterstykker ved årets udgang. Når ret skal være ret, så har jeg jo cirka to biografture tilbage i 2007, så det er ikke fair at udelukke disse fra nomineringerne.

MEN! Hvad angår årets bedste DVD-udgivelse, så er der INGEN tvivl om, at det er det længe ventede, nærmest mytiske (i kraft af dets fravær i så mange, mange år) Blade Runner 5-disk boxset, der endelig fandt sin vej ud af rettighedshelvedets mørke og ud i dagens (neon)lys. Jeg kunne næsten ikke fatte det, da jeg endelig stod med boxen i hånden. Jeg har ikke talt efter, men det er snildt fem år siden, jeg første gang hørte om denne udgivelse. Måske endda endnu længere siden.

Jeg håber at folk har set filmen. I en af dens mange udgaver. Løst baseret på romanen Drømmer Androider om Elektriske Får af Philip K. Dick skildrer Blade Runner en dvælende og filosofisk fremtidsdystopi forklædt som film noir krimi. Rick Deckard (spillet af en fremragende Harrison Ford) er en såkaldt Blade Runner. Hans job er at dræbe herreløse androider, når de gør oprør. Men androiderne kaldes ikke androider, men replikanter, og at dræbe kaldes at pensionere. Det moralsk forkastelige er taget ud af drabshandlingen. Men hvornår er man et menneske? Og kan man være sikker på, hvem eller hvad man er i en verden, hvor din hukommelse kan være indplanteret? Hvor replikanter ligner og opfører sig som mennesker? Og værst af alt, hvor man møder en smuk, køligt sexet kvindelig replikant, der er programmeret til at tro, hun er menneske? Hvordan kan man være sikker på noget som helst?

Filmen beskæftiger sig med flere lag. Flere temaer.

Først og fremmest er der fremtidens storby, der nu 25 efter filmens premiere, minder lidt for meget om mange moderne storbyer. Blade Runners fremtid er rykket lidt nærmere.

Dernæst er der krimihistorien, der dog er en ramme, der skal gøre det muligt for filmen at formidle sit filosofiske indhold.

For som sagt sætter filmen spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være menneske. At være levende. Jeg tænker, derfor er jeg, siger en kvindelig replikant på et tidspunkt, og den har vi jo hørt før. Men er det sandt? Replikanterne har fået indbygget en begrænset levetid på fire år i et mislykket forsøg på at forhindre dem i at udvikle en selvstændig, menneskelig tankeproces. En sjæl. Hvilket bringer os til filmens andet store tema: Hvordan accepterer vi som mennesker vores egen dødelighed? Det er en af de ting, der adskiller os fra dyrene, men hvordan lever man med tanken om, at livet ikke varer evigt?

Så der er nok at tygge på i Blade Runner, og man kan næsten blive helt stiv i kæben. Skulle dette ske, så har man heldigvis også muligheden for blot at leve i Blade Runners mørke, dystre fremtidsverden i et par timer. Det er nemlig et meget smukt sted på trods af alt. I det originale cut af filmen fra 1982 (seriøst ændret i forhold til instruktørens vision af et nervøst filmselskab) ender filmen underligt nok ret lykkeligt og ude i den frie natur. Hvilket efter min mening fjerner fokus fra den skønhed, der også ligger i storbyens forfald. Instruktøren Ridley Scott kunne sandsynligvis få et akut tilfælde af diaré til at se æstetisk ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville tage på storbysferie i Blade Runners Los Angeles, men det er en fascinerende og smukt sted. På trods af alt.

DVD-boxen er komplet med alle fem cuts af filmen. Den originale amerikanske biografversion (med lykkelig slutning og forklarende fortællerstemme fra Ford), den europæiske biografversion, Ridley Scotts lettere ufærdige (ifølge Scott selv) Directors Cut fra 1992 (med en mere dyster og åben slutning og HELT andre filosofiske betragtninger og konsekvenser for Deckard) samt det helt nye Final Cut, der i det store hele er det samme cut som 92er udgaven, blot en anelse finpudset. Dette er instruktørens foretrukne udgave og en helt og aldeles fremragende film, der tog pusten fra mig i sidste uge. Derudover er der også et såkaldt work print af filmen. Det vil sige den udgave, der blev vist for et testpublikum inden filmens premiere. Der skulle være tale om meget store forskelle fra de andre cuts, men jeg har faktisk ikke fået det set endnu. Så måske kommer der et indlæg på et senere tidspunkt om dette cut.

Hvis man ikke er en rigtig filmnørd med en interesse for arbejdsprocessen og filmproduktion, så kan man sådan set ligeså godt købe dobbeltdisken med Final Cut udgaven. Skulle man derimod foretrække sin Blade Runner som en langt lettere tilgængelig, mindre kompleks og lykkeligt afsluttet film, så skal man finde en udgave med 1982 cuttet på. Men jeg forsøgte at se den i det cut i sidste uge, og Fords voice-over forklarer ting, jeg allerede havde forstået og ødelægger i det hele taget filmens flow. Tiden har været hård ved 82er cuttet, imens tiden knapt nok har indhentet Directors Cut udgaverne endnu.

Jeg var mere følelsesmæssigt berørt af Blade Runner, end jeg nogensinde har været før. Det var især den uvidende replikant, Rachael, der gjorde indtryk. Hun spilles smukt af den dengang unge debutant, Sean Young. Der er kølighed i hendes øjne. Styrke. Men også skrøbelighed og eksistentiel tvivl. Skønhed og ømhed. På mange måder er denne figur filmens nøgle. Det er hendes rejse, hendes tragedie, der er omdrejningspunktet. Deckard og de andre replikanter understreger blot de temaer, Rachael tilfører filmen. Og det havde jeg ikke langt mærke til før.

DVD boxen er også proppet med ekstramateriale, der ikke lægger skjul på, at filmen var i problemer, at der blev råbt højt på settet, samt at der er store forskelle på film og bog. Blandt andet bliver det nævnt, at Philip K. Dick mente, at replikanterne (der blev kaldt androider i bogen) var skræmmebilleder på, hvordan vi mennesker kunne blive, hvis vi gav afkald på vores empati og menneskelighed. I Scotts vision er replikanterne overmennesker, der er bedre end os mennesker på alle måder. De to historiers filosifiske grundlag er meget langt fra hinanden.

Jeg så Final Cut udgaven af Blade Runner en uge før, jeg skrev det her. Jeg har lyst til at se det igen så snart som muligt. Der er simpelthen tale om en af de allerbedste science fiction film, der nogensinde er lavet. I en tid, hvor science fiction af en eller anden grund er blevet lig med store eksplosioner og action, er det rart at se en RIGTIG science fiction film, der er baseret på ideer og filosofi. Som science fiction bør være.

Køb den. Se den. Det er en af verdens bedste film.

23 Ting Uge 2

2007-12-18T01:10:00.001-08:00

Lige et par hurtige ord for at komme rigtigt i gang med det hersens 23 Ting forløb. Indtil videre har jeg downloadet og installeret Mozilla Firefox på min arbejds-PC og altså oprettet den her blog. Firefox har jeg selv brugt i det private i lang tid, så der var i højere grad tale om en lettelse over også at kunne bruge den på arbejde end en reel læreproces. Jeg er stor fan af, ja, fane-blade. Hvilket i øvrigt er en feature, der er så smart, at de onde imperialister hos Microsoft har kopieret den i det nye Windows. Og den her blog skal nok blive ret sjov at rode med. Jeg ser det som en form for afslappet kulturformidling og en mulighed for at rante om ting, jeg kan lide og mener at vide noget om. UDEN at blive afbrudt.

Andre mennesker kan godt lide at tude i deres blog. Det tuder min med-nørd og arbejdskammerat i øvrigt lidt om i sin egen blog:

http://spenconian.blogspot.com/2007/12/bloggingexhibitionisme-og-tuderi.html

Det er morsomt. Og på sin vis også sandt. Jeg sagde vist lidt af det samme i mit første indlæg, dog uden al den snak om kødsovs. Men det er da lykkedes Ian at gøre mig sulten.

2 down, 21 to go. Og i næste runde skal jeg lære noget nyt...

Det var en mørk og stormfuld nat... eller noget

2007-12-17T02:42:00.000-08:00

Så. Altså.

Blogging. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvordan man skal gribe det hersens blogging an. Jeg er ikke narcissistisk nok til at skrive om min egen dagligdag og personlige liv, og helt ærligt, så er der ikke noget værre end når folk keder en med historier fra deres arbejdsliv. Åbenbart gør jeg det godt ud i det skriftlige (falsk beskedenhed, hvis nogen skulle være i tvivl), så jeg er flere gange blevet opfordret til at blogge lidt. Jeg har bare aldrig vidst, hvad jeg skulle skrive.

Det her er et indlæg i tre dele. Først vil jeg fortælle lidt om baggrunden for, at jeg har oprettet den hersens blog. Derefter bliver jeg velsagtens nødt til at præsentere mig selv. Og sidst men ikke mindst vil jeg sige lidt om, hvad man vil kunne finde her i fremtiden.

Det bliver et meget landt indlæg. Beklager. Lav dig en kop kaffe og læn dig tilbage.

Jeg er simpelthen bibliotekar. Sand historie. Og det er slet ikke så kedeligt, som det lyder, men det er en anden historie til et andet indlæg. På mit bibliotek er vi igang med et forløb, der hedder 23 Ting, hvor vi skal prøve forskellige ting af på internettet og i det elektroniske generelt. Jeg tror, at det lidt poppede buzz-ord er "web 2.0". Det kender jeg mange it-folk, der ryster lidt på hovedet af, men hvad kan man gøre? Jeg er meget interesseret i internettets mange muligheder, så det passer ganske godt i mit kram at kunne kalde læringsprocessen for arbejde af den slags, man får penge for.

Men hvem er så manden bag gardinet? Altså mig. Som sagt er jeg bibliotekar. Det er min professionelle identitet. Når jeg så tager Clark Kent brillerne på og bliver privatpersonen Michael, så er jeg film-fan, bognørd, tegneseriejunkie og afhængig af musik. Jeg elsker kaffe, te, cafeer, teater og tv-serier. Jeg er med andre ord Kultur-junkie. I stor stil. Jeg er også med-arrangør af Københavns Internationale Tegneseriefestival, Komiks.dk. Men mere om det i et senere indlæg.

Og det er det, jeg kommer til at skrive om. Ikke så meget mig selv, men mere mine meninger om og oplevelse af det Københavnske kulturliv. Blogging er af natur et selv-promoverende medie, så jeg vil aldrig mere undskylde for, at jeg spiller klog eller smart. Det er simpelthen spillereglerne. Jeg elsker kultur, er ikke bange for at være lidt nørdet og elsker at være kulturelitær. Sport siger mig ikke så meget, men tennis elsker jeg. Ved ikke hvorfor.

Hermed er banen ridset op. Næste indlæg bliver der noget kød på. En af de ting, jeg er blevet opfordret til at skrive om er Vejen til Oscaruddelingen. Jeg kedede åbenbart folk med lange, endeløse mails om emnet (som jeg ved temmelig en del om!!!), men det er af en eller anden grund mindre kedeligt i en blog. Jeg forstår det ikke helt. Men så er der i det mindste mulighed for at masse-distribuere det.

Men nu er din kaffekop sikkert tom, og du trænger til at komme på toilettet. Jeg skal ikke optage mere af din tid. Jeg kunne faktisk godt selv drikke lidt kaffe...

Så. Altså.